Electroclash-sangerinden i gang med arbejdet på sit andet album
Electroclash eller electro-punk-sangerinden Peaches er for tiden i gang med at arbejde på albumopfølgeren til debuten "The Teaches Of Peaches". Albumindspilningerne foregår i Berlin. Albummet beskriver Peaches som værende 70 procent mere "herm", et sammensat ord af him og her, og en forklaring på, at undergrundsnavnet ofte optræder iført påspændingsdildo og med to metalkugler stoppet ned i trussen til at agere nosser.
Albummet forventes ude engang i efteråret og kommer til at indeholde sange som "Shake Your Dicks", "Stuff Me Up" og "Kick It", der er en duet med punkfaderen Iggy Pop. Om sangen forklarer Peaches til rollingstone.com, at den handler mere om rock 'n' roll end sex.
På Peaches' hjemmeside, http://www.peachesrocks.com/ kan man blandt andet besøge et galleri kun med billeder af hendes skridt, der har en slående lighed med Gallagher- brødrenes øjenbryn. På siden kan der også erhverves trusser med sloganet "fuck the pain away", der var en af singlerne fra debutalbummet.