Gangsta-guruen i samarbejde med easy listening-legenden
Den legendariske gangsta-rapper og producer Dr. Dre har startet et samarbejde med den mindst lige så legendariske popkomponist Burt Bacharach, skriver nme.com. Bacharach står bag utallige hits, ikke mindst for 60’er-navne som Dionne Warwick, The Walker Brothers og Sandie Shaw, ofte skrevet i samarbejde med Hal David.
Dre har sendt en række beats og samples til Bacharach, så denne kan arbejde videre på det, som han lyster, og det finder Bacharach meget interessant. Resultatet skal muligvis bruges til et kommende Dre-album, hvor han vil begive sig ud i andre genrer end hiphoppen.
Bacharach har i de senere år især gjort sig bemærket med sit samarbejde med Elvis Costello på albummet "Painted From Memory" fra 1998. Også Dr. Dre har for nylig arbejdet med folk fra en anden generation, da han sidste år remixede Rolling Stones’ "Miss You" til "Austin Powers In Goldmember"-soundtracket.