Den bedste fortolkning til netafstemning
Sidste år kunne Sort Sol fejre 25-års jubilæum – hvilket næppe er forbigået regelmæssige brugere af GAFFA.dk’s opmærksomhed – og dengang overvejede folk omkring gruppen et tributealbum. Det er endnu ikke blevet til noget, men til gengæld afholder gruppens fanklub Black Lodge i samarbejde med P3 nu en internet-afstemning om den bedste Sort Sol-fortolkning leveret af bands fundet blandt selvsamme fanklubs medlemmer.
De tre grupper Loopy, Saline Gift og Pjort har indspillet udgaver af hhv. "Desdemona", "Siggimund Blue" og "Sleepwalker".
Du kan deltage i konkurrencen på Sort Sols hjemmeside, hvor du også kan høre de tre coverversioner. Det band, som får flest stemmer, vil som det eneste band nogensinde blive inviteret ned i Sort Sol underjordiske bunker til en professionel indspilning af et nummer fra vindergruppens eget repertoire.
Deltagerne i afstemningen har også mulighed for at vinde en række eksklusive præmier, bl.a. albummet "Dog Star Manumissions" med 8 aldrig tidligere udgivne numre indspillet i perioden 1978-2002.
Sort Sols fanklub Black Lodge er i øvrigt igen åben for tilmeldinger. Læs nærmere på gruppens hjemmeside.
Sort Sol kan i øvrigt opleves live på Train i Århus 23. og 24. januar og på Store Vega i København 25. og 30. januar.