Nyhed

Pete Townshend løsladt mod kaution

Who-guitaristen er dog stadig mistænkt for børneporno-kriminalitet

I føljetonen om The Who-guitaristen Pete Townshends børneporno-sag kan vi i dag oplyse, at Townshend i går blev løsladt mod kaution efter mandag at være blevet anholdt for besiddelse af børnepornografisk materiale og for at fremstille og opfordre til distribution af børneporno. Townshend er dog stadig mistænkt og skal sidst i januar igen afhøres af politiet. Han er indtil videre ikke sigtet i sagen.

Som gaffa.dk har omtalt de sidste par dage, indrømmede Townshend i weekenden, at han havde downloadet børneporno fra nettet - i ét tilfælde mod betaling - og forsvarede sig med, at han brugte billederne i forbindelse med research til sin selvbiografi, idet han mener at være blevet misbrugt af sin psykisk syge mormor, da han var mellem fem og seks et halvt år gammel. Townshend sagde videre, at han tidligere havde informeret politiet om sine aktiviteter, men blev alligevel anholdt mandag, hvor han også fik sit hjem ransaget.

Townshends gamle band-kollega, Who-sangeren Roger Daltrey, har tidligere forsvaret ham og sagt, at han nægter at tro, Townshend er pædofil. Nu har også Townshends mor Betty udtalt sig. Hun har iflg. nme.com sagt, at hun aldrig har hørt om, at Townshend skulle være blevet udsat for sexmisbrug, da han var barn, men at hele familien bakker op om ham. "Vi er en kristen familie," har hun bl.a. sagt.


Pete Townshend har udtalt, at han er en stærk modstander af børneporno og af, hvor let det er at finde på nettet.

ANNONCE