Dotshop.se byder på yderst konkurrencedygtige priser og masser af eksklusive labels, hvoraf en pæn del ikke før har været i dansk distribution
Som mange nok har erfaret, kan det her i Danmark ofte være svært at skaffe plader af kunstnere, der laver alternativ musik og holder til på uafhængige labels, med mindre man har mod på/penge til at få dem bestilt hjem på import af den lokale pladepusher eller selv køber dem fra udlandet via internettet. Det forholder sig ligeledes i de andre skandinaviske lande, og det har den forholdsvis nystartede svenske distributør Dotshop.se nu sat sig for at gøre noget ved under banneret "Special Music For Special People". På Dotshop.ses hjemmeside kan man således købe udgivelser fra et stort antal spændende independent labels, hvoraf en pæn del hidtil ikke har været i dansk distribution. Det sker endda til yderst konkurrencedygtige priser, og Dotshop.ses plan er, at ingen udgivelser fra de labels, de distribuerer eksklusivt, skal koste mere end 129 svenske kroner, hvilket svarer til godt 110 danske.
Blandt de mange selskaber Dotshop.se distribuerer kan nævnes: Samadhi Sound (bl.a. David Sylvian, Akira Rabelais), Tigerbeat6/Violent Turd (bl.a. Kid606, Knifehandchop), 12k (bl.a. Taylor Deupree, Fourcolor), A-Musik (bl.a. Schlammpeitziger, Felix Kubin), iDEAL Recordings (bl.a. Henrik Rylander, Andreas Tilliander), Active Suspension (bl.a. The Konki Duet, Hypo), Cock Rock Disco (bl.a. Duran Duran Duran, Doormouse), Mego (bl.a. Hecker, Noriko Tujiko), Mush (bl.a. cLOUDDEAD, Daedelus), Paw Tracks (bl.a. Panda Bear (fra Animal Collective), Ariel Pink), Skipp (bl.a. DAT politics, Goodiepal/Mainpal Inv.), Sonig (bl.a. Mouse On Mars, Niobe), Touch (bl.a. Jóhann Jóhannsson, Fennesz) og mange flere.
Dotshop.se vil ligeledes distribuere disse udgivelser til de danske butikker, så der skulle være mulighed for, at din lokale pladebiks snart får udvidet sortimentet, hvilket må ses som en yderst positiv nyhed for alle med interesse for ny, alternativ musik og genrer som electronica, post- og out-rock, avant garde, indie-hiphop og new folk.