Nyhed

Townshend vs. Moore

Pete Townshend og George Bush har for tiden en ting til fælles: de er begge godt trætte af Michael Moore.

Den tidligere Who-guitarist vil ikke have, at hans fans bliver narret af Michael Moore. Derfor postede han for nylig et brev på sin hjemmeside, hvor han skriver, at Moore har løjet om ham.

Balladen startede med, at Moore gerne ville bruge The Whos "Won’t Get Fooled Again" til sin film "Fahrenheit 9/11", der får dansk premiere til august. Men Pete Townshend sagde nej, da det ikke er en decideret antikrigssang. I stedet anbefalede han at bruge en af Neil Youngs antikrigssange.

I juli/august-nummeret af filmbladet Film Comment udtaler Michael Moore, at grunden til, han ikke fik lov at bruge sangen i "Fahrenheit 9/11" var, at Townshend støtter Irak-krigen.


Dette er ifølge Townshend ikke sandt. Townshend skriver på sin hjemmeside, at han støttede Irak-krigen i starten, men at han senere er blevet usikker på, om USA gjorde "the right thing". Townshend skriver desuden, at Moore "skal arbejde meget, meget hårdt for at overbevise mig om, at en mand med et kamera kan ændre verden mere effektivt end en mand med en guitar."


Læs hele brevet på Townshends hjemmeside

ANNONCE