Nyhed

Buddy – norsk filmpremiere i Danmark

Den 28. maj har den norske kærlighedskomedie Buddy premiere i Danmark. Et soundtrack spækket med nyere norsk musik følger.

GAFFA.dk har været til forsmag på den norske film "Buddy", der får premiere den 28. maj i Danmark. Filmen er instrueret af den norske instruktør Morten Tyldum og har fået stor succes i Norge. Den har vundet flere priser i ind - og udland, og derfor lancerer filmselskabet Sandrew Metronome nu værket i Danmark.

"Buddy" er en klassisk ungdomskomedie, der behandler genkendelige eksistentielle problematikker. Hovedpersonen er den unge Kristoffer, der bor i kollektiv på Tøyen i Oslo og arbejder som plakatklistrer. I sin fritid laver han videodagbog med bofællerne Geir og Stig Inge, da han er et søgende menneske, der holder af at dokumentere, alt som sker omkring ham.

Kristoffer er en splittet fyr, når det kommer til kærligheden. Filmen igennem valser han frem og tilbage mellem to jenter, som er blondinen Elisabeth og brunetten Henriette, der repræsenterer to forskellige pigetyper. Efter flere optrappende konflikter med dem begge træffer han sit endelige valg, og som seer er man lettet over hans beslutning.
Mens Kristoffer kæmper med at få parforhold og venskaber til at fungere, opnår han også at blive kendt ansigt. Hans videodagbog bliver nemlig fast indslag i Norges mest populære talkshow. I den forbindelse kommer Kristoffer til at sole sig lidt for meget i blitzlyset, hvilket resulterer i, at han er ved at miste sig selv og sit dyrebare venskab til Stig Inge.

Buddy kredser om temaer som ærlighed, ansvar og opvækst. Den retter et særligt fokus mod det manipulerende mediemiljø, som Kristoffer og hans venner bliver infiltreret i. En sød og rørende sag, der dog vinder mere mod slutningen, hvor Kristoffer for alvor skal bestå sin mandomsprøve.

Et andet kvalitetsparameter er den smukke og varierende nyere norske musik, som filmen er spækket med. Kendte artister som Thomas Dybdahl, Ephemera, Maria Mena, Bertine Zetlitz, Glucifer, Lars Lillo-Stenberg m.fl. leverer diverse sangperler, der understøtter og forstærker historien.

Soundtracket til Buddy rummer 14 numre og kan erhverves i landets pladebutikker efter filmens premiere.

Læs desuden interviews med norske bands til Spot 10 torsdage i denne måned på GAFFA.dk, hvor Thomas Dybdahl og Ephemera er nogle af de udvalgte.

ANNONCE