Nyhed

Få garagerock smidt i nakken (næsten)

Cremen af nordisk garagerock fra Bad Afro kan nu downloades lovligt

Som en appetitvækker inden Phonofile er færdige med deres totalløsning for lovlig downloading, har det danske pladeselskab Bad Afro, der står for at udgive det ypperste inden for skandinavisk garagerock, og det der ligner, nu stillet en stor del af bagkataloget til fri download hos Musikshoppen på www.musik.dk. Helt konkret drejer det sig om de nye udgivelser med Viva Vertigo og The Defectors, samt begge Baby Woodrose-album, Money For Soul og Blows Your Mind.

På Musikshoppen kan man mod betaling downloade hele album, hvor musikken er ”vandmærket”, således at man lovligt kan brænde cd’er med musikken, kopiere den til andre computere eller overføre den til sin mp3-afspiller.

Bad Afro lufter også planer om at dets sjældne vinylsingler og andre mere obskure ting også skal kunne downloades, f.eks. den kommende splitsingle med Baby Woodrose og Sweatmaster, som udkommer den 14. juni. Det overvejes i øjeblikket, om de ældre vinylsingler, der er blevet samlerobjekter og koster op til 750 kroner stykket, også skal gøres tilgængelige. I så fald vil single-tracks med The Hellacopters, Turbonegro, Gluecifer, Backyard Babies og The Nomads også kunne downloades.


Den 30. maj optræder Baby Woodrose i Pumpehuset i København, sammen med The Defectors, Viva Vertigo og The Magic Bullet Theory.


ANNONCE