Nyhed

Rygter om Vines-opløsning efter kaoskoncert

Bassisten Patrick Matthews forlod koncert efter én sang. Show i aften aflyst pga. "sygdom"

De australske guitarrockere The Vines er kendt for kontroverser, ikke mindst forvoldt af deres temperamentsfulde forsanger Craig Nicholls. Og onsdag aften var den så gal igen, skriver antimusic.com.

En (ganske vist anonym) kilde fortæller til websitet, at en eksklusiv Vines-koncert i Sydney for udvalgte lyttere af den australske radiostation Triple M endte i kaos. Bandets bassist Patrick Matthews forlod scenen allerede efter første nummer efter et skænderi med de øvrige medlemmer. Bandet fortsatte dog koncerten uden bassist, og under gruppens performance kom sanger Craig Nicholls med adskillige skældsord mod publikum, som han bl.a. kaldte "får" og noget, en anstændig hjemmeside som GAFFA.dk ikke kan gengive. Nicholls havde også et decideret skænderi med en fan og en fotograf.

Medarbejdere på backstageområdet mener også at have hørt diskussioner om en mulig opløsning af bandet. Dette hører absolut til på rygtebørsen, men under alle omstændigheder er bandets koncert i Metro i Sydney i aften aflyst grundet "sygdom".


Samtidig har en kreds af vrede lyttere af Triple M startet en kampagne for at fjerne The Vines fra radioens playlister.

Måske var det meget godt, at bandet ikke blev hyret til Rock'n'Royal i Parken trods deres australske herkomst...

ANNONCE