Nyhed

Nyt album fra Prince 20. april

"Musicology" første studiealbum med vokal fra den lille store mand i små tre år

Prince, den lille store musiktrold, har tegnet kontrakt med Sony Music og udgiver 20. april sit næste album "Musicology". Albummet bliver hans første studiealbum med vokal siden "The Rainbow Children" fra efteråret 2001, som han udgav på eget selskab. Siden har han udsendt livealbummet "One Night Alone ... Live" fra 2002 og instrumentalalbummet "N.E.W.S." fra 2003.

I forbindelse med albummet vil Prince også tage på turné. Steder og datoer er for USA's vedkommende blevet offentliggjort på førnævnte hjemmeside, mens datoer for resten af verden endnu ikke er det. Men man kan jo håbe på en gentagelse af succesen fra 2002, hvor Prince gav veloplagte koncerter i Aalborg og København og efter sidstnævnte, i Falconer Centeret, også leverede et hastigt planlagt after party på det mere intime Vega.

Prince blev for nylig optaget i den prestigefyldte Rock And Roll Hall Of Fame og har solgt over 100 millioner plader.

Om det nye album udtaler Prince: "’Musicology’ har ingen grænser. Det er på høje tid at vende tilbage til musikken og håndværket i musikken, og det er, hvad "Musicology" handler om."

Medlemmer af Princes fanklub kan i øvrigt downloade albummet fra hans hjemmeside allerede 29. marts.

ANNONCE