Nyhed

Soft Cell-sanger ikke længere i livsfare

Marc Almond er nu udskrevet fra intensivafdelingen efter motorcykelulykke

Forsangeren fra bandet Soft Cell, Marc Almond, er nu efter hele to uger på intensivafdelingen på The Royal London Hospital i stabil tilstand og endegyldigt uden for livsfare, skriver Ananova.com. Almond var passager på en motorcykel, da denne kolliderede med en bil, og han pådrog sig alvorlige kvæstelser i forbindelse med ulykken, der altså fandt sted for godt to uger siden. Føreren af motorcykelen blev også kørt til hospitalet.

Soft Cell grovhittede i 1981 over hele verden med nummeret "Tainted Love", der for nylig blev genoplivet af Marilyn Manson, der genindspillede nummeret med ganske pæn succes. Oprindeligt er sangen dog med Gloria Jones, der udgav den i midten af 60'erne uden den helt store succes.

ANNONCE