Joel har fået sin egen stjerne på det feterede fortov i Hollywood
Billy Joel fik i går støbt en plads i berømmelsens udødelighed, da han fik sin egen stjerne på verdens vel mest berømte fortov – The Hollywood Walk Of Fame på Hollywood Boulevard i Los Angeles. Joels mindeplade blev placeret foran Pantages-teatret, hvor den prisbelønnede musical ”Movin’ Out”, der er baseret på hans sange, for tiden er på plakaten.
Billy Joel har tidligere i karrieren boet i Santa Monica nær Hollywood Boulevard og udtalte i forbindelse med afsløringen, at han mindedes at have gået her i sine yngre dage uden at have anet, at han en dag skulle deltage i afsløringen af sin egen stjerne. Endvidere bedyrede han, at han ikke lige havde overvejet denne mulighed, da han skrev sangen ”Say Goodbye To Hollywood”, for som han sagde; ”Now it looks like I'm always going to be here.”
Joel har haft mere end to dusin top 10 hits i sin karriere, og i 1999 fik han også en yderst berettiget plads blandt rockens legender, da han blev indlemmet i The Rock And Roll Hall Of Fame.




