Nyhed

The Prodigy til Danmark

I overtal, rent våbenmæssigt, i KB Hallen, København 22.10. Billetsalget begynder 13.09. på Billetlugen.

Den engelske big beat-pionerer The Prodigy udgav i slutningen af august deres første album i syv år og fjerde i alt, "Always Outnumbered, Never Outgunned", som de nu drager på turné med. Og i den forbindelse kan du opleve dem i KB Hallen i København 22. oktober kl. 20 – og skal man tro gruppen, kan du altså godt droppe at tage våben med (det bør du nok under alle omstændigheder).

På det nye album medvirker de to højtråbende frontfigurer Keith Flint og Maxim Reality slet ikke – her regerer computertroldmanden Liam Howlett – men det gør de i den grad live, hvor de plejer at garantere mildt sagt terrængående underholdning, så mon ikke også denne gang. Det er i øvrigt Prodigys første indendørskoncert i Danmark i otte år – sidste gang var i det dengang nyåbnede Vega i København.

Billetsalget begynder 13. september kl. 10 på det relativt nystartede billetsalgssted Billetlugen.


ANNONCE