Nyhed

Download Damn Straight-livealbum på mandag

Heavy Trash, Tremolo Beer Gut m.fl. live i Den Grå Hal fredag og til download mandag

I morgen 12. august danner Den Grå Hal på Christiania ramme om et vaskeægte rock'n'roll-arrangement, som vi tidligere har skræppet lidt om på GAFFA.dk. Nemlig amerikanske Heavy Trash alias Jon Spencer (Blues Explosion) og Matt Verta-Ray (Speedball Baby, Madder Rose), som gæster landet for første gang, og dansk-svenske The Tremolo Beer Gut samt danske PowerSolo og Defectors, alle bands, som spiller retro-orienteret rock'n'roll og (bortset fra Defectors) udkommer på det københavnske selskab Crunchy Frog.

Men som om det ikke er nok, kan man allerede fra på mandag downloade udvalgte numre fra koncerten på Payload.dk - nærmere betegnet tre numre med hver af de fire bands, så man tilsammen kan lave sit eget livealbum, og ved koncerten bliver der uddelt flyvers, som man så kan bruge som cover.

Ud over de fire bands kommer også newyorkerinden Kristina Martinez (frontfigur i Boss Hog og i øvrigt fru Jon Spencer) og dj'er mellem sættene sammen med Jessi-Q (Crunchy Frog) og Anders Grøn (Baby Woodrose).


Danmarks Radio spiller endvidere uddrag fra koncerterne:
14/8: P3 Public Søndag (vært Carsten Holm) i tidsrummet 18-23
18/8: P3 Live (vært Carsten Holm) kl. 23:08-24:00
Uge 33: P4 Studie 4 (vært Kurt Baagø). Programmet sendes mandag til torsdag kl. 14:03-15:00.

De tre Crunchy-bands fra Damn Straight drager på endvidere på turné til Berlin og Hamburg og kan opleves følgende steder:
Berlin d. 27/8 på Postbahnhof
Hamburg d. 28/8 på Knust


Payload.dk

Crunchy Frog

Crunchy Frogs hjemmeside


ANNONCE