Nyhed

Rolling Stones åbnede med et brag

De aldrende rockstjerner synes så langt fra pensionen som nogensinde

The Rolling Stones sparkede natten til i går deres A Bigger Bang-verdensturné i gang, og det blev gjort med maner. Fenway Park i Boston lagde scene til et efter sigende forrygende show, der endnu en gang bevidste, at pensionsalderen er et yderst relativt begreb for de gamle gubber i det legendariske band.

Med en særdeles veloplagt og vital Mick Jagger, der efterhånden er blevet 62 år, i front leverede bandet et to timer langt miks af gamle klassikere og nyere numre. Det blev til i alt 22 numre, der strakte sig fra 60’er-materiale som ”Satisfaction” og ”You Can’t Always Get What You Want” til fire numre fra det kommende album, A Bigger Bang, der var repræsenteret med de fire sange "Rough Justice", "Back Of My Hand", "Oh No, Not You Again" og ”Infamy” sunget af Keith Richards.

Blandt de mange fremmødte fans var blandt andet Californiens guvernør, Arnold Schwarzenegger, som den sjældent mundlamme forsanger gav følgende drilske kommentar med på vejen: ”Vi har nogen fra Californien her i dag. Da vi kom kørende, stod han foran indgangen og solgte t-shirts.”

Rolling Stones-karavanen, der blandt andet tæller halvfjerds lastbiler med sceneudstyr, ruller videre til i alt 37 amerikanske byer.

ANNONCE