Nyhed

The Lemonheads er tilbage i studiet

Evan Dando har gendannet The Lemonheads sammen med to punkere

Der var nogle år midt i 90'erne, hvor Evan Dando var den hotteste sangskriver på den amerikanske collegerockscene ikke mindst på grund af sit udseende. Men det burde ikke få lov til at overskygge det faktum, at manden har skrevet en lang række fortrinlige popsange i sammen periode.

Dando gik solo efter udgivelsen af "Car Button Cloth", men det tog ham fem år, inden han udgav sin første plade. Siden er kommet endnu en skive, og man kunne have forventet, at solokarrieren nu var det Dando ville fokusere på.

Men nu viser det sig, at Dando sammen med Bill Stevenson og Karl Alvarez fra The Descendents er gået i studiet for at indspille en ny plade under navnet The Lemonheads. Bandet spillede i denne nye konstellation en koncert på Benicassim-festivalen i Spanien, og ved den lejlighed kunne deres manager fortælle, at de tre citronhoveder nu sidder i Blasting Room Studios i Colorado for at indspille, og at der vil komme en turné, lige så snart indspilningerne er færdige.


ANNONCE