Nyhed

Thomas Dybdahl samler oktobertrilogi i bokssæt

Tredobbelt cd på gaden 17. oktober

Den norske sanger og sangskriver Thomas Dybdahl har fået masser af roser og stor publikumssucces med sine tre album, udgivet i hjemlandet i oktober måned i henholdsvis 2002, 2003 og 2004 og herhjemme med nogle måneders forsinkelse. De tre album udgør den såkaldte ”oktober-trilogi” med melankolske sange, der skal indkredse lyden af efteråret, og de samles nu i et bokssæt, der selvfølgelig udkommer i oktober - nærmere betegnet den 17.

På det tredobbelte bokssæt kan man således høre albummene ”... That Great October Sound”, ”Stray Dogs” og ”One Day You'll Dance For Me, New York City”. Bokssættet har fået nyt artwork og et essay om tankerne bag trilogien, som Thomas Dybdahl over for GAFFA tidligere har kategoriseret således:

- ”... That Great October Sound” er meget americana-, folk- og countryinspireret og slår ligesom tonen an. ”Stray Dogs” er nok trilogiens mest patos-fyldte, med lange sange og storladne arrangementer, og ”One Day...” er den mest minimalistiske, nedtonet og skåret helt ind til benet, og sangene er bevidst skrevet hurtigt, uden at rette i dem bagefter, så de kan bevare deres karakter af stemningsrapporter.


Thomas Dybdahl kan opleves på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg.

Opdatering: Copenhagen Records oplyser i oktober 2005, at boxsættet er udskudt til foråret 2006 og til gengæld bliver udvidet med en dvd.


Thomas Dybdahls hjemmeside

ANNONCE