Nyhed

Rolling Stones i Horsens udsolgt

75.000 billetter revet væk på seks timer. Mulighed for plads på venteliste.

Seks timer. Så lang tid tog det at sælge de 75.000 billetter til koncerten med Rolling Stones i Horsens 8. juni. Klokken 14 kunne arrangøren Horsens Ny Teater melde udsolgt. Og det på trods af, at brugere af billetlugen.dk som så ofte før blev mødt at en temmelig langsomt arbejdende hjemmeside, som hyppigt gik ned. Ifølge Politiken.dk gik det dog noget lettere i landets Fona-butikker, der også solgte billetter, og i Horsens Ny Teater, der havde påtaget sig at sælge 10.000 af billetterne. De dyreste pladser blev i øvrigt udsolgt på kun en halv time.

Hvis man ikke var blandt de hurtige - eller heldige, om man vil - har man dog stadig mulighed for at skrive sig på standby-listen på http://billetlugen.dk, hvor eventuelle uafhentede billetter vil blive sat til salg.

Og husk, som rullestenene selv synger: "You can't always get what you want / but if you try sometimes you might find / You get what you need."


Stones i Horsens-hjemmesiden

ANNONCE