Der afholdes auktion om 10 eksklusive billet-pakker, der bl.a. giver mulighed for at møde bandet in person efter koncerten
På blot knap to dage er samtlige 800 billetter á 350 kr. til TV-2’s støttekoncert for ofrene for flodbølgen i Sydøstasien blevet revet væk. Koncerten finder sted på Train i Århus d. 15. januar, og alle indtægter fra billet- og barsalg vil gå ubeskåret til Dansk Røde Kors’ indsats i katastrofeområdet.
Der er dog endnu mulighed for at erhverve sig billetter. Der er nemlig sammensat 10 eksklusive billet-pakker, der bliver auktioneret bort via auktionssitet Lauritz.com. Billet-pakkerne bliver her solgt til højestbydende, og prisen pr. pakke startede ved 800 kr.
Ud over to billetter til koncerten giver tre af pakkerne køberne mulighed for at møde TV-2 og få signeret medbragte cd’er. Med to andre pakker følger (ud over billetter) to signerede ”TV-2 Hits 2004”, en dobbelt cd plus dvd. De sidste fem pakker indeholder ”blot” to signerede koncertbilletter. De glade købere kan få offentliggjort deres bud og navn hvis ønsket.
Auktionen startede onsdag d. 12. januar kl.16.00 og slutter fredag d. 14. mellem kl. 19.30 og kl. 20.00.





