”Hvor Små Vi Er” har på under to dage slået rekorden for salg af lovlige downloads
Underholdningsbranchens støttesingle for ofrene i Sydøstasien, ”Hvor Små Vi Er”, der blev indspillet torsdag og fredag sidste uge, har efter blot to dage slået den hidtidige rekord for flest lovlige downloads. Rekorden var tidligere 3500 downloads af et enkelt nummer, men kl. 23 mandag aften – præcis to dage efter singlen blev gjort tilgængelig på nettet – havde ”Hvor Små Vi Er” allerede nået 4000 lovlige downloads á 20 kr. stykket.
”Vi har oplevet en helt fantastisk og ekstrem reaktion fra internetbrugerne. I minutterne efter at sangen havde premiere på TV2 lørdag aften blev den downloaded hvert andet sekund. Det pressede systemerne godt og grundigt,” siger Jesper Bang-Olsen, direktør i Phonofile, der står for distributionen af lydfilen til de danske online musikbutikker.
Singlen kommer på gaden d. 17. januar, og også i butikkerne har interessen vist sig meget stor. Nummeret er således ifølge Universal Music, der står for distributionen af singlen, forudbestilt i 32.000 eksemplarer. Cd-udgaven indeholder tre forskellige versioner af sangen, og prisen vil være 39 kr.
Singlen er desuden på blot én dag gået direkte ind som nr. 1 på den officielle airplaychart i Danmark.
”Hvor Små Vi Er” kan downloades lovligt via nedenstående link. Prisen er som nævnt 20 kr., der går ubeskåret til de fem nødhjælpsorganisationer Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet, Unicef og Læger Uden Grænser.





