Der er lagt op til et veritabelt hiphop-brag, når de to rappere lægger vejen forbi Store Vega i København den 22. juni
Forleden blev det offentliggjort, at raplegenden KRS-One spiller på Train i Århus den 20. juni, og nu viser det sig, at det bliver til endnu en koncert i det danske, og denne gang i selskab med ingen ringere end Common.
Common, der tidligere var kendt som Common Sense, har udgivet en stribe kritikerroste albums, og hans seneste udgivelse, ”Be”, er ingen undtagelse. Common kunne sidst opleves i Danmark på Roskilde Festival i 2002, hvor han delte scene med sin daværende kæreste Erykah Badu.
Koncerten finder sted i Store Vega i København den 22. juni, og billetter kan købes i Fona-butikkerne eller via billetlugen.dk.