Der er nye toner undervejs fra softrockerne, der udgiver nyt album den 19. september
Det nye og endnu unavngivne album fra Bon Jovi var egentligt forventet til udgivelse allerede i foråret, men uvist af hvilke årsager er udgivelsen af albummet flere gange blevet udskudt. Nu skulle det dog imidlertid være vist, at softrockerne sender deres nye album på gaden den 19. september.
Førstesingle bliver nummeret ”Have A Nice Day”, som Jon Bon Jovi og guitarist Richie Sambora har produceret i samarbejde med John Shanks, der tidligere i år vandt en Grammy som årets bedste producer.
Jon Bon Jovi har ved tidligere lejlighed beskrevet albummet som en stor rockplade med højtlydte guitarer, og frontmanden udrykker endvidere stor tilfredshed med albummet og tro på, at det vil blive ”et stort album for os”.
Bon Jovi deltager ligesom mange andre af musikscenens største stjerner i det kæmpe støttearrangement, Live 8, der løber af stablen den 2. juli, hvor det vil kunne følges live på DR dagen og natten lang.




