Nyhed

Hør TV-2-special på GAFFA Radio i aften

Udgivelsen af ”De Første Kærester På Månen” markeres med smagsprøver - og masser af klassikere

I dag er TV-2-aktuelle med deres 15. studiealbum ”De Første Kærester På Månen”, som har fået masser af roser - blandt andet fem ud af seks stjerner på GAFFA.dk.

I anledning af udgivelsen bringer GAFFA Radio i aften mellem klokken 18 og 20 en TV-2 Special, hvor du både kan høre en håndfuld sange fra det nye album, der er delvist produceret af Superheroes-sanger og Junior Senior-med mere-producer Thomas Troelsen, som har hjulpet TV-2 med at genopfinde den klassiske TV-2-firserlyd.

For alsidighedens skyld byder GAFFA Radios TV-2 Special også på en masse gamle og nyere TV-2-hits som for eksempel ”Bag Duggede Ruder”, ”Lanternen”, ”Kys Det Nu (Det Satans Liv)”, ”Kom Lad Os Brokke Os” og ”På Kanten Af Småt Brændbart”. Vi har også fundet et par mere skæve TV-2-indslag frem fra gemmerne, blandt andet deres let politisk ukorrekte ”The Whole World's Gonna Speak German Again”, der udkom på single lige omkring den tyske genforening i oktober 1990.


Så hvis du er blot det mindste interesseret i TV-2 og Steffen Brandts altid underfundige og tankevækkende tekster, så er det bare med at høre GAFFA Radio i aften mellem 18 og 20. Og så kan du jo blive hængende og høre Kate Bush Special på samme kanal lige bagefter.

TV-2 signerer i øvrigt plader i Stereo Studio i Århus onsdag den 9. november klokken 16.


TV-2's hjemmeside

ANNONCE