Den 47-årige sangerinde detroniserer TV-2 på denne uges officielle danske hitliste
Steffen Brandt og TV-2 tordnede i sidste uge ind på den officielle danske albumhitlistes førsteplads med deres nye album ”De Første Kærester På Månen”, men nu må den 52-årige sanger og band se sig passeret af den fem år yngre Madonna.
Ikke overraskende er den amerikanske sangerinde således strøget direkte til tops med sit nye album ”Confessions On A Dancefloor”, som allerede den første uge har rundet de 20.000 solgte eksemplarer, der som bekendt udløser en guldplade. Også i England og USA er Madonnas album strøget til tops på listerne, og faktisk ligger hun for øjeblikket nummer 1 i hele 28 lande.
På tredjepladsen finder vi denne uge endnu en gammel dansk kending i form af Flemming Bamse Jørgensen, der med sit duet-album ”Be My Guest” får en flot debut på listen. På albummet suppleres Bamses karakteristiske vokal blandt andet af velkendte navne som Kim Larsen, Lis Sørensen, Lars H.U.G., Poul Krebs, Søs Fenger, Peter Belli og Cæcilie Norby.
Robbie Williams falder lidt tilbage fra en andenplads til en placering som nummer fire, og også Katie Melua falder med sit andet album ”Piece By Piece” tilbage fra en tredje- til en syvendeplads.
Ellers må listen siges at være domineret af weekendens internationale MGP-finale. Således ligger sidste års danske vinder, Simone, nummer fem med sin jule-cd ”On A Night Like This”, mens vi på både niende- og tolvtepladsen finder diverse opsamlingsudgivelser fra den stort opslåede event.