Nyhed

Take That gendannes

Gruppen tager på turné, men uden Robbie

Der har længe svirret rygter om, at den engelske gruppe Take That skulle gendannes, og nu skulle den være god nok. Gruppen har i hvert fald offentliggjort en række koncertdatoer i april og maj i England og Irland, hvor der formodentlig vil være mulighed for at høre hits som "Relight My Fire" og "Back For Good".

Gendannelsen kommer dog til at ske uden Robbie Williams, der som den eneste har haft en succesfuld solokarriere efter at have forladt gruppen. Både Gary Barlow og Mark Owen har udgivet solomateriale, men ingen af dem er kommet i nærheden af den succes, Robbie i øjeblikket nyder.

Til NME siger Jason Orange, at Robbie har ønsket dem held og lykke med turnéen, og Mark Owen udelukker ikke, at gruppen vil varme op for Robbie til nogle af hans koncerter. Der er endnu ikke offentliggjort danske Take That-datoer, men Robbie kan som bekendt opleves i Parken 6. og 7. juli, hvor han spiller to udsolgte koncerter.


ANNONCE