Nyhed

Gorillaz optræder live til MTV Awards

De fire animationsfigurer vil via en ny hologramteknik optræde live ved årets udgave af MTV Europe Music Awards

Gorillaz er i år nomineret i hele fem kategorier ved MTV Europe Music Awards, og måske derfor har bandets fire animerede medlemmer nu ”besluttet” at optræde personligt ved den store musikbegivenhed.

Animationsfigurernes planlagte live-optræden beskrives ifølge eb.dk som en ”revolutionerende hologramagtig oplevelse i 3D”. Der venter således tilskuerne til showet, der løber af stablen i Lissabon i Portugal i næste uge, en unik oplevelse, for efter sigende skulle det være første gang nogensinde, at den specielle teknik vil blive brugt til en direkte tv-optræden.

De La Soul, der også samarbejdede med Gorillaz på deres seneste album ”Demon Days”, vil gå på scenen sammen med animationsfigurerne.


Gorillaz er nomineret i kategorierne ”Bedste Video”, ”Bedste Gruppe”, ”Bedste Popband”, Bedst Sang” og ”Bedste Britiske & Irske band”.

ANNONCE