Nyhed

Hør Dimitri From Paris i Ridehuset

Den berømte dj og remixer kan opleves i Århus på lørdag

Den franske dj Dimitri From Paris var tidligt i sin karriere noget så eksotisk som haute couture dj for Chanel, Jean-Paul Gaultier, Lagerfeld og Yves Saint-Laurent. Det medførte naturligt nok en masse optale, og sidenhen tog karrieren fart med remixes af bl.a. Björk, Brand New Heavies, James Brown, New Order og Quincy Jones.

Dimitri From Paris er en af jet-settets foretrukne dj's, hvilket har ført til optrædener på bl.a. Hugh Hefners Playboy Mansion. I den forbindelse udgav han de to compilations ”A Night at the Playboy Mansion” og ”After The Playboy Mansion”, der i dag står som milepæle i dj-kulturen, med over 500.000 eksemplarer – et fuldstændigt uhørt antal for dj-compilations. Han har optrådt én gang tidligere i Århus, nemlig i 2003, hvor han festede med århusianerne i et komplet udsolgt Voxhall.

Inden Dimitri selv går på lørdag aften, optræder hans egen medbragte DJ Romain, der skal sørge for at lægge en solid bund, så stemningen er den helt rigtige, når hovednavnet selv stiller sig bag pulten. Og når Dimitri så forlader pulten igen, står danske Rune RK (aka Artificial Funk) klar med et house-set, der skal holde festen kogende frem til lukketid kl. 05.


Ridehuset bliver til lejligheden indrettet som en stor palmestrand med liggestole og vandbassiner, tilsat visuals fra Echtzeit Opticals.

Billetterne er sat til salg på www.musikhusetaarhus.dk og kan ligeledes købes i døren.

ANNONCE