Nyhed

Markante navne i kunst-biograf

Peter Laugesen og Henrik Hall optræder henholdsvis onsdag og torsdag i Århus' gamle Øst For Paradis-biograf

Klub Rotes Sofa rocker over to dage med de noget atypiske biograf-arrangementer i landets måske mest atmosfærefyldte biograf – Øst for Paradis. Den gamle biograf med de røde sæder danner i morgen rammerne om digteren Peter Laugesens optræden sammen med århusianske Singvogel, og torsdag er det eks-Love Shop-medlemmet Henrik Halls (billedet) tur til for første gang solo at optræde i Århus.

Klokken 22 i morgen onsdag lover Laugesen og Singvogel en omgang forstadsrock kombineret med særligt anarki og spoken word. De er for alvor på hjemmebane når de i morgen aften blandt andet spiller en ny-komponeret Jørgen Leth-sang med titlen ”Velkommen Til Rockland Jørgen”. Showet veksler mellem tekster fremført af Peter Laugesen til musikkens forlæg, digte, der bliver akkompagneret af orkestret, og miks- udgaver af mere eller mindre løs karakter. For eksempel kan de finde på at optræde med nummeret “Side 17”, hvor Peter Laugesen læser op fra side 17 af flere af sine bøger, så ordene går i nye lyriske forbindelser, mens rocken ruller bag ham.

Torsdag den 27. april er det så Henrik Halls tur til et gensyn med Århus. Den garvede Love Shop-rocker, der i en alder af 58 år for nyligt udsendte sit første og anmelderroste soloalbum, glæder sig til at spille i Århus. En by, han har et nært forhold til, og som torsdag klokken 22 åbner sine døre for ham på ny. Den lystigt croonende Hall udtaler om sit seneste projekt og igangværende turné: ”Jeg sagde jeg ville lave en anderledes rockplade for min egen generation, da jeg begyndte at skrive sangene, men mon ikke der dukker nogle gamle Love Shop-fans op.” Turneen startede 20. april på i Roskilde og slutter 28. april i Studenterhuset i Aalborg.


Klub Rotes Sofa er tænkt og arrangeret af foreningen Rotes Sofa, som siden februar 2005 har arrangeret månedlige koncerter i Øst for Paradis' store sal. Bag det tysk-klingende navn gemmer sig en broget flok af musikere, universitetsstuderende, journalister og rockslidere, som har kærligheden til musikken til fælles. Billetter kan købes i Øst for Paradis tlf. 86193122 og Orkestergraven, tlf. 86184922.

Klub Rotes Sofas hjemmeside


ANNONCE