Metalbandet med de armenske rødder vil have tyrkisk folkemord på dagsordenen
Tyrkiets nedslagtning af 1,5 millioner armenere mellem 1915 og 1923 udgør ikke bare en stærk konkurrent til Hitlers holocaust i kapløbet om titlen som det 20. århundredes største folkemord. Episoden er den dag i dag en betændt politisk hvepserede, som det alternative metal-orkester System of a Down altså har valgt at stikke hånden i.
Bandet lancerer den 24. april en tre dage lang kampagne i Washington DC for at få den amerikanske kongres til at sætte det armenske folkemord på dagsordenen. Undervejs vil de følge armenske grupper i demonstrationer foran den tyrkiske ambassade, give interviews til politiske medier, fremvise en dokumentar om folkemordet i kongressen og holde møder med udvalgte medlemmer af samme kongres. Bandet vil desuden varme op til kampagnen ved deres årlige ”Souls”-velgørenhedskoncert i Los Angeles, hvor overskuddet går til at øge kendskabet til det armenske folks lidelser.
Armensk-amerikanske System of a Downs håb er, at amerikanske ledere kan overbevises om at lægge pres på deres nære allierede i Tyrkiet, der den dag i dag nægter, at der var tale om et folkemord.





