Nyhed

Blæs Bukki forlader Bikstok

Det danske dancehall-fænomen mister en af deres helt store profiler

”Blæs ude af Bikstok”, sådan indledes det nyeste indlæg på det danske dancehall-fænomens Myspace-side. Dermed mister Røgsystemet deres mest solide rap-vokal, og går fra trio til duo. Ikke alle er overraskede over beslutningen, og så sent som i forrige weekend var det en noget træt udseende Blæs Bukki alias Lasse Bavgaard, der optrådte på Skanderborg Festival. Han siger selv:

”Efter lang tids overvejelse har jeg besluttet at gå ud af gruppen, mens legen er god. Jeg vil lave andre projekter, men Bikstok fortsætter ufortrødent – og bruddet sker med alles accept. Der er simpelthen nogle andre ting, der skal prøves, selvom det er en rigtig hård beslutning.”

Der er ikke brand i røgsystemet, og de tre dansk-dancehall-pionerer er stadig venner: ”Vi har talt om at holde en farvel-koncert i Kbh inden for de næste par måneder, ” siger Blæs Bukki, retter en kæmpe tak til alle, der har støttet op om projektet og beskriver de tre år sammen som helt utrolige.


Blæs Bukki blev kendt som en af gutterne fra det fiktive Langestrand i det alternative hiphop-band Malk De Koijn. Et band, der ikke har ladet høre fra sig i et godt stykke tid, men om det er i det regi, vi får Bukki at se næste gang, vides ikke.

ANNONCE