Kasabian opvarmer for The Stones, men skal alligevel købe billet for at opleve de engelske rocklegender.
Det engelske band Kasabian er forståeligt rasende over at blive opkrævet $300 pr. mand, små 1800 danske kroner, for at overvære Rolling Stones' koncerter, til trods for at Kasabian ved samme lejlighed er opvarmningsband.
Frontmand Tom Meighan siger idag til den engelske avis, The Daily Mirror, at han er rasende over beslutningen:
"Det er helt vanvittigt, for vi opvarmer jo for dem. Det betyder jo simpelthen, at hvis vi bliver smidt ned fra scenen, skal vi købe billet for at komme ind igen!"
Meghan tilføjer dog, at han ikke anklager The Stones personligt for beslutningen og understreger, hvilken kæmpe ære det er at få lov at spille med 60’er legenderne:
"Det er sikkert ikke Jagger eller Richards, der styrer det, men amerikanere, og det er fortsat helt fantastisk at få muligheden for at turnere med dem. De er guder for os”!
Kasabian turnerer i øjeblikket med Rolling Stones i Europa og skal således varme op for dem, når de gæster Nice i denne uge. Kasabians andet album, Empire, bliver udgivet den 28. august.





