Nyhed

The Alpine varmer op for Pet Shop Boys

Danskerne åbner for englænderne til koncert i Tyskland

På lørdag spiller duoen Pet Shop Boys i Ludwigslust i Tyskland, men inden de to hundehandlere går på scenen, er der blevet leveret opvarmning af den danske gruppe The Alpine.

I en pressemeddelelse skriver gruppen, at de på lørdag vil "vise 5.000 tyske kæledyrs-fans, hvordan god gedigen pop også kan skæres. De legendariske disco-drenge har af omveje fået fingre i vores plade og har så efterfølgende tilbudt os dette ærefulde hverv. Vi er meget stolte og en kende opstemte."

Som skrevet tidligere her på stedet ynder The Alpine at slå deres folder syd for grænsen, hvor bandets seneste single, "Sham On", netop er kommet i A Rotation på Berlins største radiostation Radio Eins. Men til efteråret bliver der dog mulighed for igen at opleve dem live herhjemme, når deres danske turné starter til oktober.


Omtrent samtidig udsender bandet en video til "No I In Team", der skal produceres af det danske filmselskab Zentropa. Men i første omgang gælder det altså koncerten på lørdag, hvor bandet skal forsøge at få de fremmødte West End Girls og New York City Boys til at sætte gang i noget Domino Dancing.

The Alpine


ANNONCE