Nyhed

Waits åbner skattekammeret

Den poetiske barflue har rodet gemmerne igennem og udgiver den 20. november et tredobbelt album med sjældenheder

Når Tom Waits den 20. november udgiver albummet "Orphans: Brawlers, Bawlers and Bastards" bliver det første gang, at den unikke kunstner for alvor lader offentligheden få et indblik i det overskudslager af materiale, som gennem årene er blevet tabt i svinget eller efterladt i en støvet vejgrøft. Med denne tredobbelte udgivelse hiver Waits imidlertid hele 54 sange ud af glemslen og giver sine mange fans en mulighed for at gøre sig bekendte med nogle af sine "efterladte børn".

"Brawlers"-disken skulle ifølge Billboard være domineret af Waits' mere blues-orienterede materiale og rummer blandt andet bidrag fra Les Claypool fra Primus, guitaristerne Dave Alvin og Marc Ribot, saxofonisten Ralph Carney, harmonika-virtuosen Charlie Musselwhite og trommeslageren Brain.

"Bawlers"-disken indeholde ballader, valse og keltiske melodier, mens "Bastards"-disken repræsenterer Waits' mere eksperimentelle side med sange som "King Kong", "Spidey's Wild Ride", "Army Ants" og "Book of Moses".


Waits udtaler, at albummet er fuldt med "sange af en tvetydig oprindelse, der er blevet reddet fra en ond skæbne, og nu blot mangler nogen til at tage sig af dem. Vis at du ikke er bange og tag dem med hjem. De bider ikke. De trænger bare til opmærksomhed," bedyrer sangeren.

Af de 54 numre på albummet er de 30 blevet indspillet på ny, og med udgivelsen følger desuden et 94-siders langt hæfte.


Waits' hjemmeside

ANNONCE