Nyhed

The B-52's arbejder med New Order-producer

Bander forventer til næste år at kunne udgive deres første album i 15 år

Det var meningen, at den amerikanske kvartet The B-52's skulle have gæstet Århus i juli måned. Men gruppen valgte i stedet at aflyse hele deres europaturné, fordi de følte de havde fået noget momentum i deres sangskrivning, som de ikke havde lyst til at miste ved pludselig at tage rundt i Europa.

Nu har bandet publiceret en længere Q&A på deres webside, hvor de diskuterer det kommende album. Her kan de blandt andet afsløre, at de arbejder sammen med producer Steve Osborne, der tidligere har produceret plader for Happy Mondays, Suede, Placebo og ikke mindst New Order, hvis album "Get Ready" ifølge Keith Strickland var grunden til, at de gerne ville arbejde sammen med Osborne.

Bandet beskriver lyden på det kommende album som "Rock 'n Roll-Glam-Electro-Soul", og fortæller at der er et tema på albummet, som de dog ikke vil afsløre endnu.


Albummet bliver en opfølger til "Good Stuff" fra 1992, der blev udsendt i den korte periode, hvor sangerinden Cindy Wilson ikke var med i gruppen. Men hun er tilbage i gruppen nu, og forventer sammen med de øvrige medlemmer at kunne udsende det kommende album i 2007 – altså 15 år efter deres seneste album.

ANNONCE