Troels Abrahamsen udsender ”I Know That You Know” 26. marts
Ikke nok med at Veto-frontmanden Troels Abrahamsen har haft travlt med at udsende debutalbummet "There Is A Beat In All Machines" og den efterfølgende turné, der ud over danske datoer sendte dem til både Tyskland og USA, så har han også haft travlt som producer.
Abrahamsen har nemlig tilbragt tid i studiet i år med både Marvel Hill, The Floor Is Made Of Lava og Dúné, der alle tre arbejder på deres debutplader.
På en eller anden mystisk måde har Abrahamsen alligevel fået tid til at arbejde på materiale til sit første soloalbum, der udsendes 26. marts med titlen "I Know That You Know". Pladen skulle vise sangskriverens fascination af den elektroniske musik og på den måde ikke være så forskellig fra det soloalbum, Radiohead-frontmand Thom Yorke udsendte tidligere på året.
I en pressemeddelelse beskrives den kommende plade som en "legeplads for Troels’ helt private musikalske univers, hvor både dansable beats og intense sange får frit løb. Det færdige resultat er blevet en udgivelse, der både er indad såvel som udadvendt og fans af Veto såvel som nye vil have rigeligt at gå ombord i".
Skulle man allerede nu være nysgerrig for at høre, hvad Veto-manden har at byde på som solist, kan man tjekke to sange fra det kommende album på hans MySpace-side.