Nyhed

Ikke mere Pink Floyd

David Gilmour gider ikke spille med bandet mere

Da Pink Floyd i sommer stillede op til Live8 med det klassiske line-up med David Gilmour, Roger Waters, Nick Mason og Richard Wright, begyndte spekulationerne ikke overraskende hurtigt omkring en permanent gendannelse.

Men nu har Gilmour svaret på rygterne om en engelsk sommerturné, og det blev et svar, der vil være dobbelt negativt for Pink Floyd-fans. For ikke nok med at Gilmour kvaser alle rygter om en gendannelse med Waters, han udtaler i følge NME også, at han ikke længere vil spille med Pink Floyd - med eller uden Waters.

Gilmour citeres for at sige, at det er slut med bandet, og at det ikke har noget med Waters at gøre. Han er 60 og træt, og han magter ikke det kæmpeapparat, der følger med, hver gang bandet skal turnere. Han vil derfor fremover fokusere på at lave musik alene.

Dette må man formode er noget af en skuffelse for de mange fans, der havde sat næsen op efter endnu en turné med både Waters og Gilmour på scenen. Men nu er det åbenbart solokarrieren, der skal fokuseres på, hvilket Gilmour allerede er godt i gang med, eftersom han udgiver pladen "On An Island" 6. marts.

ANNONCE