Nyhed

Kid606 på Danmarks-turné

Det elektroniske legebarn spiller i København, Aarhus og Aalborg

Den venezuelsk-amerikanske electronica-producer Kid606 er på vej til Danmark for at give ikke mindre end tre koncerter. Miguel Depedro, som Kid606 også hedder, har en lang stribe udgivelser bag sig - herunder albummet "Resilience" fra sidste efterår - og har været en af de mest fremtrædende og interessante profiler på den elektroniske scene siden årtusindskiftet. Depedro er også manden bag pladeselskaberne Tigerbeat6 og Violent Turd, og så er han desuden kendt for at levere et energisk liveshow, der både byder på kræs for ører og fødder.

Kid606 spiller i denne omgang følgende koncerter i Danmark:

03.03 LAB, København
04.03 Fabriken, Aarhus
07.03 1000Fryd, Aalborg


Det er koncertarrangørgruppen LJUD, der står bag Kid606-showet i Aarhus. LJUD offentliggjorde i efteråret, at de har en splitsingle med Kid606 og Tigerbeat6s Drop The Lime under opsejling på deres label, LJUDrecords. Den har dog endnu ikke fundet vej til butikkerne, men det er jo også godt at have noget at glæde sig til. Mens vi venter, kan man eventuelt checke Kid606's seneste udgivelse ud. Ep'en "Done With The Scene" indeholder blandt andet et Mogwai-remix af titelnummeret og et cover af den norske electro-pop-tøs Annies hit "Heartbeat".

Mere Kid606 - inklusiv audio


ANNONCE