Nyhed

Michael Jackson Katrina-støttesang meldes klar

Prinsen af Bahrain beretter om den detroniserede pop-konges ”orkanofre-hjælpeprojekt”

For næsten et halvt år siden skrev vi nyheden om Michael Jackson og hans nye ”red verden-projekt” a la ”We Are The World”. Det var lige efter orkanen Katrinas hærgen i Mississippi-deltaet. Planen var, at pengene fra salget af singlen skulle hjælpe akut, og derfor var den planlagt til at ramme gaden to uger efter. Det skete som bekendt ikke.

Først nu er der nyt i sagen. Det forlyder fra det arabiske kongedømme Bahrain, hvor Jackson nu bor, at nu skulle singlen være klar. Det er den ægte prins af Bahrain, Sheik Abdullah bin Hamad Al Khalifah, der har udtalt sig til Associated Press om den nu knap så ægte konge af pop. Singlen bar først navnet ”From The Bottom Of My Heart”, men bærer nu titlen ”I Have This Dream”, og sangen inkluderer med sikkerhed bidrag fra Snoop Dogg, R. Kelly, flere af Jacksons berømte familiemedlemmer og mange andre kendte amerikanere. Disse kunstnere indspillede alle deres del for flere måneder siden, men grunden til, at udgivelsen blev udskudt, er, ifølge prinsen fra Bahrain, at endnu flere kendisser var interesserede i at medvirke på singlen.

Prinsen ville ikke ud med, hvem disse kendisser er, eller hvilket firma der skal stå for distribution af singlen. Det skal være en overraskelse. En ting ligger dog fast ifølge Sheik Abdullah: ”Michael Jackson har indspillet et underskønt stykke, og hans stemme er fænomenal”. Til spørgsmålet om, hvad teksten i ”I Have This Dream” handler om, svarer han ikke helt overraskende: ”Budskabet er fred, hjælp og omsorg. Det er en sang baseret på total enhed...”


I følge prinsen forventes det, at singlen udsendes i slutningen af denne måned.

ANNONCE