Nyhed

Kaos ved U2-billetsalg i Brasilien

Politiet var i beredskab, da salget af billetter til en U2-koncert i Brasilien udviklede sig til det rene kaos

U2’s Vertigo-tour er en overmåde god salgsvare. Faktisk er den så god, at den har en tendens til at skabe kaos på sin vej rundt om i verden, og senest måtte koncertarrangørerne i Brasilien sande, at interessen for det irske bands kommende koncert i landet var aldeles overvældende.

Titusinder af fans skabte således kaos, da de forsøgte at skaffe sig billetter til koncenten den 20. februar i en række supermarkeder i Sao Paulo. Kun én ekspedient var sat til at håndtere salget af billetter, hvilket foranledigede billetsystemet til at bryde sammen. De frustrerede fans, der havde ventet i op til tolv timer, kunne således bare se til, mens de 73.000 billetter blev solgt via andre kanaler.

Politiet blev sat i beredskab, da situationen i supermarkederne truede med at udvikle sig til det totale anarki, men det blev dog aldrig nødvendigt at sende dem i aktion.


Det vurderes ifølge NME, at der ville kunne være solgt mindst ti gange så mange billetter, som der var til rådighed.

Koncertarrangørerne har udsendt en officiel undskyldning og lovet, at der vil blive afholdt en ekstra koncert.

Som en lille fodnote til historien kan det tilføjes, at de billigste billetter til koncerten kostede over 500 kroner, hvilket svarer til cirka to tredjedele af en månedlig brasiliansk gennemsnitsløn.


U2's hjemmeside

ANNONCE