Mark Knopfler og Emmylou Harris udgiver den 24. april albummet ”All The Roadrunning”
Mark Knopfler og Emmylou Harris har over de sidste syv år i al stilfærdighed skabt et album med duetter, og den 24. april bliver de to legenders fælles projekt udgivet under navnet ”All The Roadrunning”.
Albummet er ifølge den tidligere frontmand i Dire Straits blevet til i de få mellemrum i de to artisters travle skemaer. Her har de to kunstnere fra tid til anden kunnet stjæle sig til nogle timer i studiet, hvor de stødt og roligt har kunnet realisere deres fælles vision.
Harris udtaler, at ”indspilningen af albummet var en ren fornøjelse – at være omgivet af ekstraordinære musikere og vejledt af én af vor tids store artister. Det er virkelig en gave, som jeg altid vil være taknemmelig for,” udtaler country-legenden.
Knopfler udgav senest soloalbummet ”Shangri-La” i 2004, mens Harris udgav albummet ”Stumble Into Grace” i 2003.