Nyhed

U2 gyder olie på vandene

Det irske band efterkommer ønsket om en ekstrakoncert i Brasilien, efter at billetsalget til den første koncert udviklede sig til det rene kaos

Efter kaotiske tilstande ved billetsalget til U2's koncert i Sao Paulo i Brasilien den 20. februar har de irske rockgiganter besluttet at efterkomme koncertarrangørernes ønske om en ny koncert.

Salget af billetterne til den første koncert udviklede sig i forrige uge til det rene kaos, da titusinder af fans samledes i diverse supermarkeder i Sao Paulo for at sikre sig indgang til den eftertragtede begivenhed. Desværre var der kun sat én salgsekspedient til at håndtere salget, og derfor forsvandt billetterne via andre kanaler, inden særlig mange af de fremmødte fans kunne sikre sig billetter.

Situationen truede med at udvikle sig, da skuffede fans indså, at billetterne var væk, og politiet blev sat i beredskab. Heldigvis blev det aldrig relevant at sætte de ventende styrker ind.

Arrangørerne lovede straks herefter, at en ny koncert ville blive arrangeret, og nu har Bono & Co. altså indvilliget i at spille en ekstrakoncert den 21. februar. Billetterne til den nye koncert vil blive solgt fra den 5. februar, og denne gang vil salget kun foregå via telefon. Så vil tiden vise, om arrangørerne kan administrere denne salgsform.

U2's hjemmeside

ANNONCE