Nyhed

Weezer-medlemmer bliver skuespillere

Brian Bell og Patrick Wilson skal spille Lou Reed og John Cale i "Factory Girl"

Guy Pearce (fra "Memento") skal spille Andy Warhol, og Sienna Miller (fra "Alfie") skal spille hans protegé Edie Sedgwick i filmen "Factory Girl", der handler om Edie og hendes møde med New York og Andy Warhols The Factory i 60'erne.

En sådan film kan man naturligvis ikke lave uden at portrættere The Velvet Underground (Warhol producerede bandets første album og malede det berømte banan-cover), og her kommer Weezer-drengene ind i billedet. Guitarist Brian Bell (billedet) skal spille Lou Reed, og trommeslager Patrick Wilson skal spille John Cale i filmen, og har desuden genindspillet "Heroin" til soundtracket.

Samantha Maloney, der bl.a. har spillet med Hole, skal spille Moe Tucker i filmen, mens valget er faldet på skuespiller Meredith Ostrom til rollen som Nico.

I en artikel hos Pitchfork er Brian Bell citeret for at sige, at Pat Wilson har tilføjet nye ting til "Heroin", og at de håber, at de kan være med til at introducere Velvet Underground til en ny generation. Wilson er desuden citeret for at sige, at manuskriptet er "sweet", og at han al tiltro til, at filmen ikke vil sutte.

Men sjovt nok har Lou Reed ikke samme tiltro til projektet. I artiklen nævnes det, at Reed har udtalt følgende til New York Daily News: "It's one of the most disgusting, foul things I've seen - by any illiterate retard - in a long time. There's no limit to how low some people will go to write something to make money."

Indspilningerne til filmen begyndte i december, så der foreligger endnu igen premieredato.

ANNONCE