Nyhed

Danske Joan As Police Woman-koncerter om hjørnet

Antonys og Rufus’ violinist spiller på Vega 16. august og VoxHall dagen efter

Okay, okay, det er faktisk ikke længere nogen nyhed, men GAFFA.dk har på det mildt sagt overophedede kontor helt glemt at skrive, at den ganske interessante amerikanske sangerinde og sangskriver Joan Wasser, bedre kendt som Joan As Police Woman, kommer til Danmark og giver to koncerter. Men bedre sent end aldrig: Joan spiller på henholdsvis Vega, København 16. august og VoxHall, Århus dagen efter, altså den 17. august. Og hvis du siger: ”Joan hvem?”, så hør lige her:

Joan er nemlig ikke nogen frøken hvem som helst – hun har en lang fortid som violinist, live og/eller i studiet, for så markante navne som Antony And The Johnsons, Rufus Wainwright – således var hun både opvarmning til ham i Vega i maj sidste år såvel som medlem af hans liveorkester samme aften – Lou Reed, Nick Cave, Scissor Sisters, Sheryl Crow, Sparklehorse og mange flere. Ja, vore egne Grand Avenue fik sidste år glæde af hendes viola på deres seneste album ”She”.

Nu er Joan så aktuel med sit solo-debutalbum ”Real Life”, der byder på en samling overvejende afdæmpede og eftertænksomme sange med inspiration fra både soul og punk, om end i den mere tilbageholdte afdeling. Og markante vokalister som Antony og Joseph Arthur gæster albummet, hvor Joan både behersker sang, guitar, klaver og selvfølgelig violin.


I GAFFA august, der er på gaden 3. august, kan du læse et interview med Joan, der blandt andet har følgende forklaring på sit noget særprægede kunstnernavn:

– Det stammer fra en politiserie, der hed Police Woman, som jeg så rigtigt meget, da jeg var barn i 70’erne. På et tidspunkt i mit voksne liv havde jeg afbleget mit hår, og ifølge en af mine venner lignede jeg en reinkarnation af Angie Dickinson (der spillede hovedrollen og i øvrigt havde en kortvarig affære med JFK, red).

Du kan oven i købet vinde billetter til koncerterne i både København og Århus, og søreme også Joans album, hvis du følger nedenstående link.


Ja, jeg vil gerne forsøge at vinde Joan-billetter og -cd'er

ANNONCE