Opfølgeren til den succesfulde debut “Hot Fuss” på gaden 2. oktober
Las Vegas-kvartetten The Killers er på vej med deres andet album, som er på gaden 2. oktober. Albummet, som endnu ikke har fået en titel, bliver indvarslet af singleforløberen “When You Were Young”, som sendes til radiostationer senere i juli.
Det nye album er produceret af de to velrenommerede britiske producere Flood og Alan Moulder, der blandt andet er kendt for sammen at have produceret Smashing Pumpkins’ dobbeltalbum “Mellon Collie And The Infinite Sadness” fra 1995 og for hver for sig at have arbejdet sammen med store navne som U2, PJ Harvey, Nick Cave And The Bad Seeds, Erasure, Nine Inch Nails, Depeche Mode, Yeah Yeah Yeahs, My Bloody Valentine og mange flere. Alan Moulder producerede også The Killers’ debutalbum “Hot Fuss”.
The Killers fik i 2004 et stort gennembrud med “Hot Fuss”, der bød på en særdeles veloplagt og dansabel blanding af post-punk, new wave og pop, alt sammen med tydelig firserinspiration – af alt fra navne som Duran Duran over New Order til The Cure. Og gav dem hele fire hitsingler, “Somebody Told Me”, “Mr. Brightside”, “Smile Like You Mean It” og “All The Things That You’ve Done”. Albummet har til dato solgt over fem millioner eksemplarer på verdensplan.
Killers-frontmand Brandon Flowers har tidligere udtalt, at det nye album nok bliver mere inspireret af amerikanske navne end debuten. Flowers har på det seneste lyttet meget til kunstnere som Bruce Springsteen og Tom Petty, blandt andet fordi han var småtræt af, at The Killers ofte blev kaldt “det bedste britiske navn fra USA”.





