Officeren og hiphop-hitmagerne tilbringer for meget tid i radioen
Weblogs og von hörensagen er ikke noget at kimse af, men god gammeldags radio-airplay er og bliver nøglen til de helt store salgstal. Se bare James Blunt (billedet) og Gnarls Barkley, der har høstet stor kommerciel succes oven på engelske radioers skamspilning af singler som ”You’re Beautiful” og ”Crazy”. Men at airplay også kan blive for meget af det gode, har både Blunt og Barkley måttet sande på det seneste.
Den tidligere FN-officer James Blunt har netop blæst retræten i Essex, hvor den lokale radiostation har taget singer/songwriterens singler ”You’re Beautiful” og ”Goodbye My Lover” af æteren. Forklaringen er en flodbølge af klager fra stationens lyttere, forklarer programlægger Chris Cotton: ”Vi har aldrig fået så mange kommentarer møntet på én specifik person. Selv folk, der kalder sig selv fans af Blunt, er dødtrætte af hans singler.”
Blunt selv er tilsyneladende opmærksom på problemet. Sidste uge kvitterede han således for en Ivor Novello Music Award – der gik til ”You’re Beautiful” for ’Most Performed Work’ – med kommentaren: ”Jeg kan vel lige så godt komme alle andre i forkøbet og sige tak for ’Mest Overeksponerede Sang’-prisen.”
Hip hopperne Danger Mouse og Cee-Lo Green – alias Gnarls Barkley – er også opmærksomme på risikoen for overeksponering, men de tager anderledes håndfast fat omkring problemet. Duoen har netop egenhændigt pensioneret den flittigt spillede single ”Crazy” fra albumdebuten ”St. Elsewhere”. De trækker simpelthen nummeret tilbage, såvel fra hitlister som almindelig airplay, for at give plads til andensinglen ”Smiley Faces”, der udgives den 17. juli. Måske en taktik, officer Blunt med fordel kunne lure af.





