Det er ikke et ”break-up”, men bare en dvale-periode, siger System Of A Down-guitarist Daron Malakian
Når sommerens store metal-karavane Ozzfest er overstået med System Of A Down øverst på plakaten, er det på tide at gå i hi, mener bandet, der har eksisteret snart ti år uden at holde pause – og som sidste år udsendte hele to album. Det er ikke et brud, understreges det. Hvis det var det ville bandet slet ikke gide at spille til Ozzfest, siger Daron Malakian, melodisnedker og guitarist i System Of A Down til VH1.com.
Der har ellers løbet en del rygter om den armensk-amerikanske kvartets endeligt, men disse skydes ned af Malakian, der siger: ”Jeg vil altid være medlem af System Of A Down. Det vil aldrig ændre sig. Der findes ingen regel, der siger, at du skal lave plader konstant - som et urværk for at forblive, hvem vi er. Vi vil leve vores liv. Det at være i et band optager en stor plads i dit liv, og sommetider har du bare lyst til at stoppe op og tage det stille og roligt. Vi startede bare som os fyre i et band og det næste, der skete, var, at alle ville have vore autograf. Den slags gør noget ved dit hoved.”
Ozzfest-karavanen kører fra slutningen af juni til midten af august og hvis du bare må se System Of A Down inden for en overskuelig fremtid, bliver du nok nødt til at købe billet til både flyvemaskinen derover og til Ozzfest-arrangementet, der rammer næsten alle større amerikanske provinser. Daron Malakian forklarer: ”Vi vil tage en meget lang pause efter Ozzfest og hver især gøre vores egne ting. Vi har lavet den her System-ting i over 10 år, og jeg tror, det er rigtigt sundt for os at komme væk fra det for en tid og så komme tilbage til det senere. Så det her kommer sikkert til at være en... Well, det er ikke en farvel-turné, men det kommer til at tage noget tid, før vi kommer på gaden igen”.





