Det danske band fortsætter sin sejrsgang på albumhitlisten
Første var det TV-2, der med deres album "De Første Kærester På Månen" dominerede den danske albumhitliste ved at score hele syv topplaceringer, og nu synes Big Fat Snake godt undervejs med at gøre det århusianske band kunststykket efter. Det er således fjerde uge i streg, at Big Fat Snakes seneste album "Between The Devil And The Big Blue Sea" bestrider førstepladsen på hitlisten. TV-2 er til gengæld faldet til en femteplads - deres foreløbig laveste placering i deres 16 uger på listen.
Ellers har der ikke været de store rokader på listen i forhold til sidste uge. Det skulle da lige være Kelly Clarkson, der med albummet "Breakaway" har sprunget fra en placering som nummer 35 til en 8.-plads.
Af interessante nyheder på listen kan fremhæves konceptalbummet "Postkort Fra Livet", der består af en række sange og såkaldte "hørefilm" skabt på basis af en lang række postkort med personlige beretninger skrevet af P4's lyttere. Postkortene er blevet kreativt bearbejdet af Poul Krebs i samarbejde med andre kendte navne som for eksempel Povl Dissing, Michael Falch, Søs Fenger, Peter Belli, Elisabeth, Ivan Pedersen og Alberte. Albummet debuterer på en 9.-plads.





