Norske Euroteam afviser at være sortbørshajer til trods for at de sælger billetter til koncerter i Danmark til grov overpris
Som vi for to dage siden kunne fortælle her på siden, sælger det norske eventbureau Euroteam billetter til koncerter i Danmark til grov overpris, men det norske firma afviser, at de af den grund skulle være sortbørshajer.
Billetterne til de danske arrangementer sælges til priser, der ligger fire til fem gange over den normale salgspris. Således skal man for eksempel give 2900 kroner for en billet til Rolling Stones’ koncert i Horsens den 8. juni, mens udsalgsprisen lå på 595 kroner.
Ifølge Euroteams kommunikationschef, Stefano Serri, skyldes de høje priser, at firmaet fra forskellige kilder bliver tilbudt at købe billetter til en højere pris end deres oprindelige værdi. Euroteam er derfor nødt til at skrue prisen yderligere op for at kunne høste en profit, når de sælger dem videre.
I forbindelse med Rolling Stones-koncerten peger han på, at 8-10 procent af billetterne er distribueret til sponsorer, myndigheder og VIP's, men at mange af dem ofte ikke har mulighed for at være til stede.
”De ønsker derfor at sælge de billetter, de har modtaget, for at tjene lidt penge, og vi formidler kontakten mellem køber og sælger,” siger Stefano Serri til Ritzau.
Både arrangøren Horsens Ny Teater og Billetlugen opfatter det som sortbørshandel og derfor som værende i strid med dansk lovgivning.





