Nyhed

Hør Yeah Yeah Yeahs i København og Århus

Der er lytteparty på pladen "Show Your Bones" i begge byer i denne uge

New York-trioen Yeah Yeah Yeahs udsendte i 2001 en ep, der banede vejen for turnéer med Girls Against Boys og Jon Spencer Blues Explosion, og som i 2002 også bragte dem en tur forbi Roskilde Festival.

Bandets ry som et energisk og medrivende liveorkester satte derfor store forventninger til debutalbummet "Fever To Tell", der blev udsendt i 2003. Albummet blev velmodtaget af kritikerne, og sangerinden Karen O (billedet) blev konverteret til et stil-ikon i stil med Debbie Harry fra Blondie.

Bandets andet album "Show Your Bones" er derfor ventet med længsel af mange, og derfor er der i denne uge arrangeret specielle lyttesessions i både København og Århus, så folk har mulighed for at få en snigpremiere på albummet, der udsendes på mandag.

I København kan man på torsdag på Gefährlich høre pladen fra kl. 22, hvorefter DJ Hunhund (AKA Silverstone) & Ms. Skåne vil byde ind med rock, indie, new wave synth og electro-pop.

I Århus er det på lørdag på Sway fra kl. 22, at man til arrangementet Klub Stöj vil kunne høre albummet i sin helhed, inden DJ Jesper Hvam og DJ John Fogde tager over med indie, garage, alternative, punk og britpop.

Til begge arrangementer er der desuden mulighed for at vinde merchandise og cd'er med Yeah Yeah Yeahs.

Yeah Yeah Yeahs

ANNONCE