Nyhed

Morrissey opfordrer til boykot af Canada

En forestående slagtning af 325.000 babysæler får vegetar-sangeren på barrikaderne

Den snart albumaktuelle sanger og dyrevelfærdsforkæmper Steven Patrick Morrissey postede i går på sit officielle fansite True-to-you.net et statement omkring en forestående massiv udtynding af den canadiske sælbestand.

Morrissey skriver: ”Vi kommer ikke til at inkludere nogle canadiske datoer på verdensturnéen for vores nye album. Dette er i protest mod de planlagte barbariske slagterier af over 325.000 babysæler. Jeg er fuldt klar over, at det er usandsynligt, at fraværet af Morrissey-koncerter i Canada vil få den canadiske økonomi i knæ, men det er vores lille protest imod dette forfærdelige slagteri”.

Den canadiske premierminister Stephen Harper har udtalt, at slagterierne er økonomiske og miljømæssigt forsvarlige, et udsagn, Morrissey svarer på med følgende:


”Sælbestanden har kigget efter sig selv i tusinder af år uden menneskelig indblanding, og, som verden ved, handler dette slagteri kun om en ting: at tjene penge. Den canadiske regering vil sende alle pelsene til modeindustrien, og det er også derfor, at babysælerne bliver dræbt med køller med pigge, der knuser deres kranier – enhver skade mod pelsen undgås. Premierministeren hævder også, at slagterierne er nødvendige, fordi det giver arbejde til lokalsamfundet. Fremstillingen af gaskamre i Tyskland gav også arbejde til nogle – dette er ikke et moralsk eller fornuftigt grundlag for, at man tillader lidelse.

Indlægget afsluttes med bønnen:

”Hvis du kan, så vær venlig at boykotte canadiske varer. Det VIL gøre en forskel. Som det ser ud nu, har Canada placeret sig ved siden af Kina som den ondeste og mest selvretfærdige nation”.


True-to-you

ANNONCE